
Om Gastronomisk Undergrund
Gastronomisk Undergrund er en platform for gastronomiens næste generation. Her skaber vi et kreativt frirum, hvor unge kokke, kokkeelever, konditorer og andre gastronomiske talenter får mulighed for at udfolde deres idéer uden de rammer og begrænsninger, der normalt følger med hverdagen i et professionelt køkken.
Her er der ingen menukort, ingen faste forventninger og ingen chef, der sætter retningen. Til gengæld er der plads til nysgerrighed, eksperimenter og gastronomisk håndværk på højt niveau. Samtidig fungerer Gastronomisk Undergrund som et stærkt netværk og udstillingsvindue, hvor unge talenter mødes, inspirerer hinanden og viser deres kunnen frem for et engageret publikum.
De retter, der skabes i køkkenet, serveres efterfølgende for 40-50 gæster, som får en helt særlig gastronomisk oplevelse.
En oplevelse fyldt med overraskelser
Når du besøger Gastronomisk Undergrund, ved du aldrig helt, hvad der venter.
Hvert event tager udgangspunkt i et gastronomisk tema, men de deltagende kokke og konditorer fortolker det frit. Derfor er ingen aftener ens, og menuen bliver først til undervejs i de unges kreative proces.
Måske får du serveret tre desserter. Måske fem forretter. Eller noget helt tredje. Til gengæld får du et unikt indblik i de idéer, teknikker og smage, der spirer blandt gastronomiens nye talenter.
Talentudvikling med mening
Gastronomisk Undergrund handler om langt mere end en enkelt middag. Det er et initiativ, der styrker talentudviklingen i dansk gastronomi.
Alle deltagende kokke og konditorer bidrager frivilligt, og målet er, at råvarerne stilles til rådighed gennem samarbejdspartnere og sponsorer. Overskuddet går ubeskåret til velgørende formål samt uddannelses- og inspirationsaktiviteter, som kommer de unge talenter til gavn. Temaerne for årets events udvikles i samarbejde med de deltagende gastronomer, så de afspejler deres interesser og ambitioner.
Idéen bag
Gastronomisk Undergrund er skabt på initiativ af de unge gastronomer selv.
Konceptet udspringer af ønsket om at skabe en platform, hvor talent, kreativitet og faglig nysgerrighed kan få frit spil – inspireret af initiativer som Smag På Kunsten, der giver unge musikere mulighed for at udvikle deres talent og møde et publikum.
Hos Gastronomisk Undergrund er filosofien den samme: Vi skaber rammerne, men det er de unge talenter, der former oplevelsen.
KONTAKT OS